Blåhøj hørte under Sønder Omme Kommune i Vejle Amt – indtil 1911
Blåhøj-Filskov Kommune i Vejle amt 1911-1947
Fra gammel tid har vort lokalområde været en del af Sønder Omme Kommune, Vejle Amt. Men i 1911, 34 år efter at Blåhøj og Filskov havde fået hver sin kirke, blev de 2 landsbysamfund udskilt til en selvstændig kommune under navnet, Blåhøj-Filskov Kommune.
Den selvstændige Blåhøj Kommune i Vejle Amt 1947-1970
Blåhøj-Filskov Kommune holdt kun indtil 1947. Da adskiltes de i 2 små kommuner. Dermed var Blåhøj Kommune med eget sogneråd en realitet.
Som tiden udviklede sig var mange kommuner blevet for små, og da folketinget hen mod 1970 bestemte at kommunerne skulle blive større, måtte Blåhøj igen træffe et valg. Skulle man gå tilbage til de gamle samarbejdspartnere mod syd eller hvad? Sognerådet valgte efter svære overvejelser en sammenlægning med Brande Kommune.
Dette valg bekom ikke alle borgerne vel. Men mindst vel gjaldt det beboerne i de 10 landejendomme i Raulund, ( alle udstykket fra Søndergården i Hallundbæk). Disse 10 ejendomme fik derfor tilladelse fra Indenrigsministeriet til at afgøre sagen ved en afstemning. Afstemningen faldt ud til fordel for en tilslutning til Filskov under den nye udvidede Grindsted Kommune.
Afgørelsen betød beklageligvis et forringet elevgrundlag for den da helt nye Blåhøj Skole.
Bemærkelsesværdigt er det at kunne konstatere, at den lønnede bemanding i Blåhøj Kommune frem til lukningen i 1970 endnu kunne klares med èn mand – nemlig kæmneren!
Blåhøj under Brande Kommune i Ringkøbing Amt 1970-2006
I den hidtidige kommunestruktur hørte både Blåhøj og Brande under Vejle Amt, men kom fra 1970 under Ringkøbing Amtskommune
Fra 1970 var Blåhøj altså en del af Brande kommune og Ringkøbing Amt. Det krævede for borgerne naturligvis en vis tilvænning. Nu kunne man ikke mere bare nøjes med at gå til sognerådsformanden eller kæmneren med et problem. Nej, nu var der et langt større tal af ansatte i ”magtens korridorer”
Nu skulle man heller ikke længere vælge medlemmer til et sogneråd. Nej nu hed det et byråd!
Blåhøj havde dog gennem alle årene i Brande Kommune lokal valgt repræsentation i byrådet.
Ny kommunalreform
Efter årtusindskiftet ønskede Folketinget atter ændringer i amts og kommunestrukturen. Amterne blev nedlagt og erstattes af nye store regioner.
Samtidig skulle der ske kommunesammenlægninger hen mod væsentlig større enheder.
Brande Kommune havde svært ved at finde sine egne ben i denne proces. Ud af al forvirringen opstod en ny kommune ved en sammenlægning af Ikast, Brande og Nr. Snede Kommuner.
Det skal ikke skjules at den nye kommune opstod som en kompromis løsning – født i 11. time. Navnet blev da også et kompromis nemlig Ikast-Brande Kommune.
Under Ikast-Brande Kommune i Region Midtjylland fra 2007
Den nye kommune var en realitet pr. 1 januar 2007
Administrationens hovedsæde er, Ikast Rådhus. Teknisk forvaltning har fået hjemsted på det tidl. Brande Rådhus.
Også i det nye større byråd har Blåhøj været i stand til at indvælge en lokal repræsentant, nemlig Jens Carl Jensen fra Fælleslisten. Fremtiden må nu vise om denne kommune holder længere end de forrige?