– først lidt om de ældste skoler
I ældre tid foregik skolegangen for børnene skiftevis rundt på nogle af gårdene (omgangsskoler), hvoraf nogle kan nævnes.
Ved Søndergaarden i Hallundbæk byggedes allerede i 1829 et hus med en lille lejlighed og en skolestue (Filskovvej 43). Omgangslæreren underviste 3 dage af ugen her og 3 dage i Filskov.
Der har været pogeskole i en – endnu eksisterende – bygning ved Nørregaarden, og en pogeskole i ”Blåhøj by” (nu Gl. Blåhøj). Desuden Nordby Skole (Stakrogevej 24) virkede fra 1892 til 1926.
I 1884 havde Sønder Omme Sognekommune bygget skole til de store elever 1/2 km. nordøst for kirken. Denne skole nedbrændte i starten af 1926.
Det daværende Blåhøj-Filskov Sogneråd byggede derefter 2 helt nye skoler som blev indviede i 1927, og kunne rumme alle 7 årgange i den skolepligtige alder.
Den ene, Blåhøj Skole, kom til at ligge tæt ved kirken, beregnet for den sydøstlige del af sognet, incl. Gl. Blåhøj. (Denne bygning kom til at huse Blåhøj Glasfiber som producerede flagstænger). Nu rummer bygningerne firmaet M.M.Blik Montage.
Den anden nye skole fra 1927, Trællund Skole, blev placeret lidt vest for den nye bydannelse, Blåhøj Stationsby. (Her residerer nu Blåhøj Vandrensning).
Nævnte 2 skoler kom til at fungere på bedste vis i 40 år.
Nuværende Blåhøj Skole
Behovet for at samle alle sognets elever i èn ny skole i Blåhøj trængte sig dog på, men det kneb at blive enige om en placering. Kompromiset blev da, at bygge skolen næsten midt mellem de to Blåhøj landsbyer.
Den nye skole, Blåhøj Skole (i begyndelsen kaldet, Blåhøj Centralskole) blev taget i brug ved skolestart i august 1968 som en 7-klasset skole. Elever, der ønskede at tage realeksamen, kunne tage denne uddannelse på Filskov Skole, (dog efter 1970 på Dalgasskolen i Brande).
Fra 2006 er 7. klasse taget ud af Blåhøj Skole. Nu går 7-8 og 9 klasse på Dalgasskolen i Brande
Blåhøj Skole er en velfungerende skole med 0-6 klasserne samt børnehave og SFO.
Fra 2004 har Blåhøj Skole og Præstelundsskolen fælles ledelse og skolebestyrelse.